1454

Trænerne på inspirationstur

NIK Nyheder
13. april 2010 - 12:20 af: Søren Hauge Mortensen

NIK har valgt at invitere alle klubbens trænere på "Store Trænerdag" der afvikles i Brøndby d. 13. maj

Traditionen tro afholder DBU Store Trænerdag Kristi Himmelfartsdag torsdag den 13. maj på Brøndby Stadion.

Det er 7. gang at DBU i samarbejde med SBU og Dansk Træner-Union (DTU) afholder inspirationsdagen Store Trænerdag. Et arrangement, der i de senere år med stor succes har samlet et stigende antal trænere fra hele Danmark ? fra breddeniveau til elite.

Og det bliver en dag i fodboldtræningens navn! Årets program indeholder i lighed med de seneste år en praktisk del og et indlæg ? denne gang af to højaktuelle og succesfulde trænere. Den ene har sikret Danmark deltagelse ved VM i Sydafrika ? den anden har stået i spidsen for SAS Ligaens positive overraskelse i det jyske.
I år vil Troels Bech, træner for Silkeborg IF, således give deltagerne praktiske eksempler fra træningsbanen i Silkeborg, mens landstræner Morten Olsen vil fortælle deltagerne om de mange overvejelser og tiltag, der er lavet i forbindelse med træningsforberedelsen frem til VM. Fokus vil være på både VM-truppen, træningsmulighederne og ikke mindst træningsstrategier.
?Fokus vil fra min side selvfølgelig være de mange forberedelser, der ligger omkring vores VM-deltagelse, herunder de forskellige aspekter, man som træner skal forholde sig til i forhold til truppen, rammer og forhold, og ikke mindst det hold, som vi har omkring A-landsholdet, og de muligheder, det giver for vores VM-forberedelse. Derudover deltager jo også Troels Bech, og det er måske også med til at give trænerne et indblik i, hvad der kræves af en træner på højeste niveau.?
Såfremt Silkeborg IF er en af de to finalister ved finalen i Ekstra Bladet Cup, vil en tilsvarende toptræner holde det praktiske indlæg.
Det var landstræner Morten Olsen, der i 2004 tog initiativ til at holde en inspirationsdag for alle trænere, bredde som elite:
?Dagen er tænkt som inspiration til mine kollegaer rundt om i landet. Uanset på hvilket niveau du træner, kan du altid blive inspireret af andre trænere. Jeg håber derfor også, at de trænere, der deltager på Store Trænerdag, udover at kunne netværke med hinanden også kan tage noget med hjem til klubben ? nogen naturligvis mere end andre. Men ingen tvivl om, at alle vil kunne få noget ud af dagen,? slutter Morten Olsen.

Efter inspirationsdagen i Brøndby, tager alle NIK trænerne til Parken og overværer de to pokalfinaler for kvinder og mænd, begge forhåbentlig med fynsk deltagelse...